Da Tommy Tjagvad Kristiansen var kadet for godt 20 år siden var det at have en mentor slet ikke en mulighed, og begrebet eksisterede ikke. Han var dog heldig at møde en kaptajn, der var med til både at forme og udfordre ham.
”Vi klikkede og talte godt sammen. Han var god til at inddrage og støtte mig. Det gjorde, at jeg turde meget mere. Når jeg så lavede en fejl, vidste jeg, at han ville hjælpe mig med at finde en løsning og ikke bare give mig en verbal kæberyster”, siger Tommy Tjagvad Kristiansen om den del af sin kadettid, hvor han havde en dedikeret læremester.
43-årige Tommy Tjagvad Kristiansen, der i dag er kaptajn på MAREN MAERSK, har i flere år frivilligt fungeret som mentor for kadetter fra hele verden. I sit arbejde som mentor gør han en dyd ud af møde de nye søfarende lige dér, hvor de er.
”Det er vigtigt at finde ud af, hvilket niveau de er på, og hvilket ansvar de er klar til at påtage sig. Samtidig skal man også turde at sparke dem ud på dybt vand for at se, om de kan svømme – og er det for tidligt, skal man være klar til at hive dem op igen,” siger han.
Tommy Tjagvad Kristiansen gør altid meget ud af at behandle kadetterne med samme respekt, som han behandler alle andre på skibet. Det kan kræve lidt arbejde at spore sig ind på den enkelte kadets udfordringer og behov, men det er arbejdet værd:
”For at man kan være på god fod, skal der være en fælles respekt. Det kan tage lidt tid at se hinanden an, men så ved jeg også, hvor jeg skal sætte ind for at udvikle ham eller hende.”
Som mentor skal man være indstillet på og interesseret i at få et langvarigt forhold til de unge. Tommy Tjagvad Kristiansen har nu været mentor for 8-10 kadetter og er altid klar til at tage imod opkald og beskeder, også selvom de ikke længere er på samme skib.
”Jeg lader dem vide, at de altid kan ringe, så kan vi vende situationen sammen. Anja som jeg var mentor for, da jeg var kaptajn på GUDRUN MAERSK, og som i dag er overstyrmand ved Celebrity Cruises, har jeg for eksempel stadig god kontakt til. Hun kan godt finde på at skrive eller ringe til mig og bede mig om et par gode råd”.
For Tommy Tjagvad Kristiansen er det at være mentor også en investering i et godt arbejdsliv – både for kadetten, ham selv og de fremtidige kollegaer, kadetten vil møde:
”Det at være mentor giver mig en god kollega længere fremme. Jeg kommer muligvis til at sejle sammen med dem igen, eller en kollega gør. Jeg er med til, at de får en god ballast og lærdom med sig, som de kan bruge på andre skibe”.
De seneste fem år har Tommy Tjagvad Kristiansen sejlet som kaptajn, og her har han set, hvor stor en effekt det har på kadetternes trivsel og udvikling, at de lægger godt fra land, når livet på skolebænken skiftes ud med et træningsforløb på søen:
”Får vi dem hjulpet og trænet, så øger vi deres livskvalitet om bord. De bliver gladere. Står jeg for eksempel med en kadet under en fortøjning, og det går helt galt, så beder jeg stille og roligt kadetten om at trække vejret, få overblik og så fortsætte.
Imens skal jeg nok holde skibet,” siger Tommy Tjagvad Kristiansen og fortsætter: ”Det, der er vigtigt i sådanne situationer og generelt, er hele tiden at forklare, hvad der foregår. Lad kadetterne være dine øjne og ører og lad dem forstå, at det er altafgørende, at de fortæller, hvad der sker, for så kan man bedst assistere dem og give dem de bedste værktøjer til at løse opgaven.”
Netop at videregive den form for ro og tryghed er én af kerneopgaverne i mentor-hvervet, mener Tommy Tjagvad Kristiansen. Han tror, at mange kadetter i dag har brug for at få tydeliggjort, at det faktisk er helt i orden at spørge om hjælp. ”Jeg synes desværre, at vi i vores samfund har fået skabt en kultur, hvor man bliver set som svag, hvis man beder om hjælp. Men på søen skal man kunne bede om hjælp. Herude bliver man anset for at være stærk, hvis man kan bede om hjælp, for det er et udtryk for, at man kender sine egne begrænsninger”.
