”Min far har altid været min største helt og inspirationskilde. Han tilbragte hele sit liv til søs som chefkok. Det gjorde han hele sit arbejdsliv til søs, så han kunne sørge godt for mig og mine søskende og give os en god uddannelse og en tryg opvækst. En stor del af min barndom har min far tilbragt langt væk fra vores hjem. Det har altid fået mig til at spekulere over, hvordan det er at være langt ude på havet, mens man arbejder sig igennem de storme, der er en del af en søfarendes hverdag, mens man er langt væk fra sin familie. Jeg har altid været ret sikker på, at sådant et stort savn, er det kun stærke fyre, som min far, der kunne klare. Derfor lovede jeg mig selv, at en dag ville jeg være som ham – i stand til at gøre hvad som helst for min familie”.
Min far har lært mig at lave mad, og jeg har altid – når muligheden har været der – tilbragt tid sammen med ham i køkkenet derhjemme. Jeg valgte, at mine studier skulle være inden for fagområder, der ligger inden for madverdenen, fordi jeg tror på, at det er den rigtige vej for mig at gå. Jeg er glad for, at jeg har opnået mit mål om at gå i min fars fodspor. Første skridt på vejen er at arbejde som steward i kabyssen. En dag vil jeg komme til at arbejde som chefkok.
Nu vil jeg give et glimt af mit liv til søs i dagbogen her, som jeg har skrevet helt særligt til jer.
Klokken er 5.00 på mit kammer – på vej til Rotterdam fra Skt. Petersborg – og det er tid til at stå op og blive klar til arbejde. Jeg begynder altid dagen med en bøn, hvor jeg takker Gud for at have tilføjet endnu en dag til mit liv.
På væggen i mit kammer hænger et billede af Sankt Jude, som er kendt og elsket over hele verden for at være skytsengel for de håbløse og de fortvivlede. Han var en af de tolv apostle og fætter til Jesus. Med mod forkyndte han Guds ord – ofte under svære forhold. Jeg beder altid til Sankt Jude.
Klokken 6.00 begynder jeg mit arbejde i kabyssen. Hvis det er nødvendigt, så begynder vi dagen med et kort toolbox-møde, hvor vi afklarer, hvad der skal laves i løbet af dagen inklusiv hvilken mad, som skal forberedes, og hvilke opgaver jeg skal klare.
Jeg nyder virkelig at arbejde sammen med mine kollegaer i kabyssen. Der er to hovmestre, og de er blevet mine gode venner og er altid meget venlige mod mig. De evner både at være virkelig gode overordnede samtidig med, at de er gode samarbejdspartnere. De minder mig om min far, og jeg lærer nye ting af dem akkurat, som jeg gør af min far.
Jeg tror, at om 10 år – måske før – er jeg blevet køkkenchef. Jeg ved, jeg vil udføre mit job godt og bruge alle de erfaringer og færdigheder, som jeg har lært af mine kollegaer og min far. Og jeg ved, at når det sker, så vil min far være meget stolt.
Det er mit job at assistere hovmesteren med at gøre morgenmaden klar. Det plejer at være mig, der anretter og forbereder pålæg, kaffe, æg, bacon, ris, brød, frugt, morgenmadsprodukter, juice og mælk. Jeg dækker også officerernes og besætningens borde. Det er min måde at være med til at sørge for, at de får en god start på dagen.
Når alt er klar, spiser jeg selv morgenmad kl. 07.30, mens jeg sludrer med mine kollegaer.
Klokken er 8, og efter en dejlig morgenmad er det tid til at gå videre til dagens næste opgave. I de næste to timer sørger jeg for, at alle officerernes kamre er pæne og rene. Jeg reder senge, tjekker toiletter og tømmer skraldespande. Kort og godt: Jeg sørger for, alt er i orden.
Klokken er 10.15, og det er tid til at vende tilbage til kabyssen og begynde at forberede frokost. Efter det er klaret, vasker jeg op og stryger sengetøj i vaskerummet. I dag har jeg også tid til at tage en lille lur for at oplade min krop til næste opgave, som er at forberede aftensmaden.
Klokken er 15.30, og det er tid til at gå i gang med at forberede aftensmaden. Det er grundlæggende den samme rutine, som vi kører til morgenmad og frokost. Aftensmad plejer at bestå af forskellige slags pålæg, sild, salat, ost og kiks. Der er et stort udvalg.
Når aftensmaden er overstået, og vi har ryddet op og gjort rent, så er dagens arbejde for mit vedkommende klaret. Det sidste jeg gør, inden jeg forlader kabyssen, er at sikre mig, at alt er fastsikret og alt køkkenudstyr er slukket.
Klokken er blevet 22.00, og det er næsten sengetid. Men før jeg lægger mig helt til ro, ringer jeg til min helt personlige stress-terapeut. Hun hedder Naomi Celestine, og hun er min 2-årige niece. Det er fantastisk at se hendes lille glade ansigt. Hun får mig altid til at smile, og jeg kan ikke vente med at se hende igen
Søndage bruger jeg til at få slappet af, og jeg har tid til to ting, som jeg nyder rigtig meget: mad-eksperimenter og karaoke. I dag tilbereder jeg tun. At eksperimentere med nye retter, er én af mine yndlingshobbyer. Jeg plejer at lade mine kollegaer få den allerførste smagsprøve for at se, om retten ”spiller”. På billedet spiser jeg sammen med maskinassistenten, motormanden, og fitter – de får lov at smage min nye filippinske specialitet: ”Tun Sisig”. De kan virkelig godt lide det, så jeg er en meget glad og tilfreds kok.
Om søndagen er det også tid til – den for mig ultimativt mest afstressende aktivitet – karaoke. Jeg tager en omgang karaoke med mine filippinske kollegaer i besætningens dagrum. Det får altid min indre sanger frem. Den, der scorer færrest point, skal give drikkevarer og snacks til de andre.
Om aftenen kan jeg virkelig mærke hjemvéen. Som søfarende bliver du nødt til at forholde dig til følelsesmæssig smerte som savn og hjemvé. Vi arbejder hårdt om bord, mens vores hjerter og tanker er hos vores familier. Især i den her tid, hvor vi alle er påvirkede af pandemien, er det virkeligt hårdt. Det er godt, at vi har hurtig internetforbindelse, det betyder, vi kan kommunikere med vores familier.
Efter arbejde ringer jeg altid til en af mine kære derhjemme for at stresse lidt af. At se deres smil, er lige hvad jeg behøver for at pleje min trætte sjæl og krop. I aften Facetimer jeg med min mor. Det er en rigtig god måde at afslutte dagen på, samtidig giver det mig den energi, jeg behøver for at gå i gang med en ny uge i morgen.
