Det var fjerde gang i 40-årige Kalyani Mukherjees liv, at hun foretog en sejlads sammen med sin mand, da hun gik om bord på ét af verdens største containerskibe. Til daglig bor Kalyani sammen med sine to døtre i deres hus i det vestlige Indien, og hver 12. uge får de besøg af hendes mand, når han har orlov på land.
Det er nu femten år siden, at hun for første gang begav sig ud på en sejlads sammen med sin mand. Denne gang blev Kalyani Mukherjee og hendes døtre, Kiyara (12) and Annanya (7), taget imod på et Triple-E skib, Maastricht Mærsk, i Rotterdam i Holland – udgangspunktet for deres 42 dage lange eventyr til søs. Hendes mand, Shounak Mukherjee, som er overstyrmand på Maastricht Mærsk, begyndte sin karriere som sømand i 1999, da han startede som kadet hos Mærsk.
“For os er det vigtigt at vise vores børn, hvordan deres fars liv ser ud, når han er ude at sejle. Når vi er samlet hjemme, går vi i feriemode. Hver dag føles som en helligdag – tingene bliver gjort langsomt, vi laver kun det vi bedst kan lide, såsom at gå på vandretur, og pigerne gider ikke rigtigt at gå i skole, bl.a. fordi det er så rart, at far er hjemme. Men det ligeså vigtigt at vise dem, hvordan det er for deres far at være til søs, hvorfor han elsker sit job så højt, og hvordan det føles at styre et skib som MAASTRICHT”.
“De lyttede til forskellige sprog, smagte mad fra forskellige lande og oplevede forskellige kulturer, så det var overvældende langt fra vores hverdag i Indien. De var især glade for Holland, hvor vi opholdt os i nogle dage i Rotterdam. Det gik op for min ældste datter, hvorfor det er så vigtigt at lære fremmedsprog. Og det er først nu, at hun gerne vil lære fransk, hvor det førhen har været en kamp at få hende til at engagere sig. De har oplevet stormfuldt vejr, samt set skiftende landskaber, da vi sejlede forbi forskellige lande mellem Holland og Hong Kong. Det var en perfekt lektion i geografi, som de ellers aldrig ville have fået i skolen.”
“
Vores døtre oplevede deres far fra en helt anden side end derhjemme.
”
“Vi oplevede, at det er et hårdt arbejde at være på et stort skib: at laste og losse i store havne, at kravle op og ned og lange vagter. Vi var vidne til, hvordan han håndterede uvejr sammen med sine kollegaer, klarede skæve arbejdstimer og sejlads i farlige farvande – alt det er jo utrolig hårdt og stressende. Vores døtre oplevede deres far fra en helt anden side end derhjemme, den modsatte side af deres far på ferie. De var meget stolte af ham og havde ikke lyst til at forlade skibet. Det var der ingen af os, der havde. Det har været en kæmpe oplevelse at være omgivet af søde og imødekommende mennesker. Pigerne havde masser af underholdning: bordtennis, swimmingpool, bibliotek – de blev virkelig forkælet."
“Det at være gift med en søfarende kan sammenlignes med et endeløst langdistanceforhold. Vi begyndte at date et par måneder efter at han var blevet søfarende – så vi har aldrig prøvet andet. I starten var det ikke nemt at være i kontakt med hinanden. Vi var nødt til at skrive breve, sende dem og vente i hundrede år. Det var hårdt ikke at vide, hvordan den anden havde det. Men med tiden blev internetforbindelsen bedre og vi begyndte at sende e-mails. I dag taler vi dagligt via WhatsApp. Det er helt uvurderligt for os, idet vi har mulighed for at dele vores hverdag med hinanden."
“Da de var små, plejede de at blive kede af det og savne deres far. Der var perioder, hvor vi ikke kunne tale sammen i flere uger i træk. Det var en meget hård tid for dem bl.a. fordi de så andre børns fædre og kunne ikke rigtig forstå, hvor deres egen far var blevet af. Da børnene var små, blev vi enige om at jeg skulle være hjemmegående og tage et års orlov fra mit fuldtidsarbejde, mens deres far var ude at sejle i lange perioder. På den måde havde børnene i løbet af deres dannelsesår altid én af deres forældre at læne sig op af.
Desuden valgte vi at flytte tættere på min mor, så hun kunne støtte os. Allerhårdest ved at være adskilt var nok, når børnene blev syge eller skulle på hospitalet, eller hvis andre i familien var syge.”
“Helt sikkert. Vi kan forhåbentligt gentage vores eventyr næste år i løbet af pigernes sommerferie. At sejle falder åbenbart naturligt for os. Vi elsker det og vil gøre det igen. Der er mange andre sømandskoner, der ikke bryder sig om at sejle. De bliver søsyge og aner i det hele taget ikke, hvad de skal foretage sig om bord på et skib. Ikke desto mindre opfordrer jeg altid andre kvinder til at gøre det, fordi du lærer utrolig meget af en oplevelse som denne, bl.a. om din mand, din familie og om dig selv. Vores døtre er meget stolte af deres far, og i deres skole er han kendt som ‘den seje far’."
