Corona-pandemien påvirker fortsat søfarendes arbejdsliv, hvor uvished, restriktioner og et højspændt alarmberedskab er blevet en fast del af hverdagen. Få her chefpsykolog Søren Diedrichsens bud på, hvordan rederi, skibsledelse og søfarende kan bakke op om hinanden i en svær tid.
I over et år har frygten for COVID-19 ligget som et tungt tæppe over søfarende og deres familier, skibsledelser og rederier og påvirket hverdagen om bord.
Ifølge en rapport fra Seafarers Happiness Index (en måling af søfarendes mentale tilstand) er søfarendes såkaldte ”happiness index” steget en smule siden andet kvartal af 2020, hvor corona-krisen brød ud. Men hverdagslivet til søs, som vi kendte det, før COVID-19-pandemien ramte det meste af verden, er langt fra tilbage.
Chefpsykolog i SEA HEALTH & WELFARE, Søren Diedrichsen, der har arbejdet med søfarende i mere end 15 år, har fulgt situationen nøje siden krisens udbrud.
”Normalt er det, der er allervigtigst for søfolk at vide, hvornår man skal ud, og hvornår man kommer hjem. Det er en enorm stor mental belastning, når man hverken kan komme i land eller kan komme hjem, sådan som vi især så det i begyndelsen af coronakrisen. Det kan beskrives som om, man befinder sig i en lukket beholder, det kan skabe frustrationer og ’kedafdethed’. Ægtefællerne, kæresterne og familierne derhjemme kan også begynde at lide, og der sniger sig en træthed ind, som det som søfarende er frustrerende at være vidne til, fordi man ikke kan gøre noget for at ændre situationen. Det skaber et stort pres.
Man skal heller ikke glemme dem på kontorerne på land, de har virkelig haft det hårdt og har det stadigt. De har arbejdet i døgndrift. De skal håndtere usikkerhed og frustrationer fra søen samtidig med, at de skal leve op til en masse regulativer. Der har også været nogle svære følelsesmæssige og etiske problemstillinger, som de har skullet navigere i – fx i forhold til på- og afmønstring, hvem kan komme hjem, og hvem skal blive? Der er utrolig meget daglig brandslukning, og det skaber et presset system og en ekstra stor byrde på land”.
”Det er, at de søfarende, skibsledelsen og rederierne hele tiden er i en form for alarmberedskab. Man kan beskrive det som en form for undtagelsestilstand. Der er hele tiden usikkerheder og uvisheder, de skal forholde sig til. Det er i forhold til påmønstring og afmønstring, havneophold, mulig smitte om bord, og hvad med familien derhjemme? Der er selvfølgelig store individuelle forskelle på, hvordan man håndterer situationen. Hvis man er ung og uden forpligtigelser derhjemme, er det måske lettere at affinde sig med situationen, end hvis man har familie. Så kan man godt føle, at man er det helt forkerte sted”.
”Det afhænger af personlighed, dagsform og ens personlige omstændigheder, men er man hele tiden i en form for alarmberedskab, slider det på krop og psyke. Det betyder, at man kan blive mere irritabel, negativ og demotiveret. Der kan komme gnidninger og opstå enten berettiget eller uberettiget frustration mod skibsledelsen og kontoret på land. For nogle vil den konstante stresstilstand betyde, at man går mere og mere ind i sig selv. Det gør ikke noget positivt for folks mentale sundhed at befinde sig i et konstant alarmberedskab”.
”Gør ekstra meget ud af det, som normalt er godt. I forvejen er det meget forskelligt fra skib til skib, hvor gode man er til at skabe et godt skibsmiljø. Det er ofte drevet af nogle ildsjæle, der tager initiativ til sociale aktiviteter. Lige nøjagtig i den her periode er det endnu mere vigtigt, at der bliver arrangeret sociale ting. Afhold små sportskonkurrencer, spil bingo, se en film sammen og grill på dækket. Det at være på et skib, er ikke anderledes, end hvis man i en familie mærker, at man er særligt pressede. Her fylder man også lidt ekstra i fællesskabet og giver hinanden mere opmærksomhed.
Er der nogen, der ændrer adfærd, fra sociale til isolerede, fra at joke til at være vrissende? Hvis man oplever, at nogen ændrer adfærd – så tag fat på det. Det er også ekstraordinært vigtigt, at man er mere tolerante over for hinanden. For når vi er under pres, vil der komme sider frem, hvor vi er mindre konstruktive. Derfor er der brug for, at man er mere overbærende med hinanden”.
”Som ledelse har man virkelig kunnet gøre en forskel ved at sikre sig, at der lige fra start var nogle klare rammer og retningslinjer, der var og er med til at eliminere risikoen for, at besætningen bliver ramt af corona. Nogle rederier har fx indkøbt ekstra ilt til at have om bord, hvis det værste skulle ske, at en bliver alvorligt syg og får brug for ilt. Sådan et tiltag er med til at give en tryghed i besætningen.
Ledelsen har en ekstra forpligtigelse til at have styr på folk omkring sig. De skal sørge for at holde et højt informationsniveau og få italesat, at vi er i en ekstraordinær situation, hvor det er ekstraordinært vigtigt, at vi holder øje med hinanden og trives.
Hvis ledelsen formår at vise naturlig omsorg og empati og have øje for de mennesker, de leder, vil det her spænde af på en fornuftig måde. I en situation, som den vi befinder os i, hvor der er pres på, bliver ledelsens evner sat på prøve. Som leder og som rederi skal man være indstillet på, at folk vil være meget mere sensitive og tilbøjelige til at se hullerne i osten, netop fordi man hele tiden befinder sig i et alarmberedskab.
Derfor skal rederiet gøre deres bedste for at forsikre besætningen om at hver gang, der er mulighed for at gøre noget, så gør de det. Det kan fx være i forhold til karantæne på hoteller, hvor det er vigtigt, at søfolkene ikke allerede her bliver mentalt pressede, fordi de skal sidde i et slags isolationsfængsel på et hotelværelse på 7. etage. Sørg for at takke besætningen og husk ægtefællerne og familierne derhjemme. Mange små tiltag vil gøre en stor forskel”.
”Én af de ting vi kan gøre, er at tilbyde vores Helpline – en telefonisk livline. Den kan man bruge, hvis man kan mærke, at bægeret er ved at flyde over. Man kan også henvende sig til os som ledelse og få bistand til, hvordan man skal gribe situationen an. Vi kan også hjælpe med at gøre brug af vores ”Mental Health Toolbox”, der med konkrete værktøjer kan bruges til at spotte, hvis der er én eller flere, der mistrives om bord.
Derudover kan vi hjælpe med at kortlægge og udarbejde handlingsplaner for, hvordan man forholder sig som rederi – som arbejdsgiver – i den her ekstraordinære situation og sikre sig, at de ansatte trives, og at konfliktniveauet i forhold til kunderne – fx i færgefarten – ikke stiger, fordi både ansatte og kunder er mere stressede. Der er rigtig mange forskellige niveauer, der kan sættes ind på for at sikre, at coronakrisen ikke presser og stresser samarbejdet.
Vi befinder os i en ekstraordinær situation, der giver ekstraordinære udfordringer, hvor det handler om at sikre sig, at alle – både ledelse, arbejdsgruppen og den enkelte – er klædt bedst muligt på til at imødegå situationen”.
