Et helt særligt fællesskab med menneskelige værdier såsom plads til forskellighed og forståelse for andre. Der er ikke tvivl at spore, da kaptajn på DFDS’ skib KING SEAWAYS Andreas Kristensen bliver spurgt til, hvad det er, der driver ham som sømand og kaptajn. Og adspurgt om, hvad der fik ham til at vælge jobbet som søfarende, kommer svaret også med det samme: ”Jeg er nok arveligt belastet, for min far sejlede, og det samme gør mine tre brødre. Når der kom breve hjem fra verden, lød det spændende, så det stod tidligt klart, at jeg ville vælge den vej,” siger han. Og ganske som forventet tiltalte livet ombord ham: ”Man lever og arbejder sammen, og derfor kommer alle også med en overordnet ide om, at det hele skal hænge sammen. For eksempel synes jeg, at filippinerne er helt enestående til at holde humøret højt, selvom de har været til søs i mange måneder, hvor vi danskere kan være trætte efter nogle uger. Men jeg føler, at langt de fleste lægger mange kræfter i, at det skal være rart at være der,” siger Andreas Kristensen.
Andreas Kristensen trives også i rollen som kaptajn. Efter sin tid som styrmand i DFDS avancerede han til kaptajn i 2012, og siden 2017 har han været på KING SEAWAYS. Når han skal sætte ord på sine største styrker som kaptajn, er det også det med at være god til ”det menneskelige”, der falder ham ind. At kunne lytte og forstå besætningsmedlemmernes udfordringer: ”Selvfølgelig er det centralt at holde øje med de fysiske forhold på skibet og have overblik over, hvad der foregår hvor, men at være en god kaptajn handler mindst lige så meget om at komme rundt og tale med folk,” siger han. ”Desuden er det centralt, at man ikke har en kort lunte og at have forståelse for, at alt ikke altid bliver, som man havde forestillet sig. Det kan ikke hjælpe, at man hidser sig op over småting og vil gøre alting selv.”
Selvom det giver sig selv, at der er et fællesskab til søs, kræver det stadig en indsats at skabe et godt et af slagsen. Det har man arbejdet bevidst med på KING SEAWAYS, fortæller Andreas Kristensen og forklarer, at der har været gang i en lang proces med at lave om på messerne. ”Før var der en meget klassisk opdeling med en messe for officerer og en messe for menige sømænd, men vi oplevede, at der næsten ikke kom nogen om aftenen. Derfor valgte vi at lægge messerne sammen, så alle spiser sammen. Som jeg ser det, har det været en gevinst, og vi sidder mere på kryds og tværs af afdelinger og officerer og menige sammen,” siger han og tilføjer, at idet støjniveauet blev hævet med sammenlægningen, har det også været nødvendigt at lave en ’quiet’ messe.
En af grundene til, at støjniveauet i messen kan blive højt, er – udover den almindelige snak fra mange mennesker – at flere også benytter pauserne til at tjekke og lave opkald fra deres mobiler. ”Skibsfarten og søens folk afspejler det øvrige samfund, og derfor møder man også de samme udfordringer, når det kommer til brug af mobiler. I forhold til sociale medier er det ikke altid et problem, fordi vi har dårligt netværk på skibet, men jeg kan se, at folk sidder en del for sig selv og bruger meget tid på deres mobiler, og jeg tjekker den da også flere gange dagligt,” siger han.
Idet restriktioner på brugen af mobiler for Andreas Kristensen at se ikke er en god løsning, handler det om at finde en balance og tilbyde alternativer, mener han. Og han kan pege på flere ting, der gør en forskel. Det første er skibets kondirum: ”Kondirummet er et genialt sted at skabe fællesskab, for jeg ser folk på tværs af nationaliteter, kulturer og afdelinger, der træner sammen og for eksempel dyster om tider og baner på kondicyklerne,” siger han.
