På trods af at familien Muff Kofoed er vant til at navigere i store dønninger af savn, og efter 13 år som søfartsfamilie stadig kan have svært ved at ramme en fælles familierytme, er det, det hele værd. For i bytte for perioder med adskillelse får familien en nærværende far og ægtefælle, der er hjemme halvdelen af året, og dér kan han investere al sin tid i familien.
Hun kan mærke det i kroppen allerede flere dage før, han skal påmønstre. Følelsen af, at hun endnu engang skal bestige et uoverstigeligt bjerg. Når han går ud ad døren, er det igen hende, der står alene med ansvaret for at få hverdagen med tre børn til at hænge sammen.
Allerede når han træder ud på fortovet foran rækkehuset i Odense og igen er på vej mod otte arbejdsuger til søs, kan han mærke det gnavende savn. Det vil følge ham tæt og insisterende de næste mange uger og til sidst nærmest være uudholdeligt. Men det er alligevel det hele værd. Det er ægteparret, 44-årige Hanne og 43-årige Jonas Muff Kofoed, enige om.
I 13 år har parret og deres tre børn, der i dag er 13, 12 og 8 år, haft familielivet opdelt i to udgaver: En hvor Jonas Muff Kofoed er med på langdistancen fra sit job som maskinchef på tankeren BRO NISSUM, mens familielivet derhjemme jongleres med sikker og veltilrettelagt hånd af Hanne Muff Kofoed og børnene. Og en udgave hvor maskinchefen er familiefar hjemme på matriklen med oceaner af tid til spontanitet, nybagte pølsehorn og nærvær.
”Hvad enten Jonas er her eller ej, så laver vi altid en ugeplan om søndagen, hvor børnene plotter deres fritidsaktiviteter ind, og vi får styr på madplan, indkøb og børnenes opgaver i hjemmet. Det er meget struktureret. Når Jonas er hjemme, så er det ham, der er tovholder på det, og så får jeg en pause fra at være husalf med styr på alt ,” fortæller Hanne Muff Kofoed.
Der er tjek på familiens hverdag, børnene har fra en tidlig alder lært at tage ansvar, og de må selv sørge for at fragte sig til og fra fritidsaktiviteter.
”Børnene bliver måske i større omfang end andre børn på deres alder ansvarliggjort for, at vi kan få hverdagen til at hænge sammen. Vi har et stort netværk, har tit gæster til aftensmad eller er ude at spise. Det er en del af det liv, vi lever. Livet kører videre, også når Jonas er væk ,” forklarer Hanne Muff Kofoed.
Udover det altid nærværende savn, så er det sværeste ved at have et liv med en mand, der er søfarende, at få familie- og kærlighedslivet til at fungere i overgangsperioderne. Det kan være svært at genfinde hinanden og ramme en fælles familierytme igen.
”Jeg mister fuldstændig grebet om, hvad der sker derhjemme, når jeg er afsted, for jeg kan ikke få det hele med, selvom vi kommunikerer. Der kommer altid lidt gnidninger mellem Hanne og mig, hvor vi lige har brug for at rense luften og finde hinanden igen. Børnene skal også altid lige finde ud af, at de også kan spørge mig og bruge mig, og at jeg ikke bare er en tilskuer til deres hverdag ,” siger Jonas Muff Kofoed.
I overgangsperioderne er det vigtigt at have øje for, hvad både børn og voksne har behov for og få forventningsafstemt, mener Hanne Muff Kofoed.
”Jonas træder ind i den film, vi nu har kørende og bliver hovedperson. Han er ventet og savnet, og vi har store forventninger til, hvad han giver af sig selv. Vi har ikke brug for en statist. Det er altid en svær omstilling, fordi Jonas skal have tid til at finde sit følelsesmæssige sprog frem igen, som han ikke har brugt ude på skibet. Det tager også altid lige lidt tid, før børnene vænner sig til, at han er der, og de kan bruge ham, og at jeg ikke længere er den primære voksne ,” siger Hanne Muff Kofoed og uddyber:
”Der sker meget med børn på otte uger, og Jonas kan have haft en udmønstring, der har båret præg af én ting, så han kommer tilbage fyldt op af det. Det kan også være, at et af børnene har brug for at være mere med sin far end de andre ”.
Hanne Muff Kofoed har først inden for det seneste år flyttet sit arbejdsliv uden for hjemmet, hvor hun ellers har haft privat dagpleje og også passet parrets egne børn, da de var mindre. I dag er hun uddannet familieterapeut og arbejder med familiebehandling i Nordfyns Kommune.
”Det har været vigtigt for os, at jeg har været fuldstændig tilgængelig for børnene, mens de var små. Derfor valgte vi også, at jeg skulle være dagplejer, for når Jonas så var hjemme, blev han en del af hverdagen med vores egne og dagplejebørnene. På den måde fik vi rigtig meget tid sammen ,” siger Hanne Muff Kofoed.
Da Jonas Muff Kofoed begyndte sit arbejdsliv som maskinmester for 13 år siden, var der ikke samme mulighed for at have kontakt til familien derhjemme. I dag kan de næsten dagligt være i kontakt, hvis internetforbindelsen tillader det. Ægteparret har en fast kommunikationsrutine, hvor de så vidt muligt chatter sammen, inden de går i seng. Her er det dog vigtigt at afveje, hvad der er hensigtsmæssigt at dele med hinanden.
”Jeg har efterhånden lært, at hvis Hanne fx har haft en dag, hvor hun har styrtet rundt for at få det hele til at hænge sammen, endelig har fået børnene i seng, og så har en aften fyldt med praktiske gøremål, så er det absolut ikke fedt for hende, at jeg lige deler, at nu ligger jeg på mit kammer og slapper af med en film eller en bog ,” siger Jonas Muff Kofoed.
Parret har aftalt, at de så vidt muligt ikke længere diskuterer på skrift, for det er så let at misforstå eller fejlfortolke. Det optrapper især en diskussion, hvis forbindelsen er ustabil og den ene part kan tro, at den anden bevidst ignorerer. Der er dog typer af samtaler, der kan være svære at udskyde til de ses igen.
”Jeg er en torsk til at få købt fødselsdagsgaver til Hanne på forhånd, så det bliver altid et eller andet med, at jeg må sende én af ungerne afsted og købe noget fra mig. Det gør, at Hanne ikke føler sig set, hun kan blive sur og skuffet, og så kan en konflikt rulle derfra. Hvis hun forventer at få en ring, så nytter det ikke noget, at hun får en køkkenmaskine. Jeg tænker, at vi har de samme problemer som andre par har, men vi bliver ofte nødt til at udsætte diskussionerne ”, siger Jonas Muff Kofoed og uddyber:
”Det kan nogle gange være en god ting, for så når det at løse sig selv, eller vi erfarer, at det måske alligevel ikke var så vigtigt, at det var en konflikt værd ”.
Parret er enige om, at det er essentielt for forholdet, at de er åbne og respektfulde over for hinanden, også selvom de er fysisk adskilt og kan miste fornemmelsen for den anden part. Netop derfor er det så vigtigt at være enige om, at ingen følelser er forkerte, mener Hanne Muff Kofoed:
”Det, der er afgørende, er, at vi har nogle tydelige rammer for, hvordan vi kommunikerer. Vi har fokus på at dele de ting, der giver mening. Det går begge veje. Vi skal have forståelse for, at de liv, vi lever, er forskellige. Hvis vi fx er til en større familiebegivenhed, mens Jonas er på udmønstring, så kan Jonas have brug for, at jeg sørger for at dele fotos og oplevelser direkte fra begivenheden. Men jeg vil bare være til stede i det. Det gør så, at Jonas kommer til at føle sig udenfor. Jeg kan også have brug for at dele med ham, at jeg har haft en presset dag velvidende, at Jonas ikke kan gøre noget ved det ”.
Savnet er et grundvilkår i familien, og familiens medlemmer savner alle på hver deres måde og lader det komme til udtryk forskelligt.
”Vores teenagepige oplever, at savnet vokser, hvis der er småproblemer andre steder i hendes hverdag. Vores mindste dreng kan helt konkret sige, hvad det er, han savner. Det kan være at få en krammer eller lave noget bestemt med far, ” fortæller Hanne Muff Kofoed.
I takt med at udmønstringen nærmer sig sin afslutning, så tikker det indre savn- ur kraftigere og kraftigere, og det bliver nærmest uudholdeligt.
For Jonas Muff Kofoed er det at savne en privat sag, som han ikke deler med kollegaerne til søs.
”Vi sidder alle sammen i samme båd og savner, men der er ingen, der snakker om det. Jeg har en teori om, at vi ikke vil snakke om det, fordi vi ikke vil minde de andre om deres savn. Så er det nemmere bare at sidde med det selv. Hvis der fx er sygdom i familien derhjemme eller noget andet kritisk, så kan jeg godt sige til mine kollegaer, at det godt kan være, at min lunte er lidt kortere end normalt, men mere fortæller jeg ikke om det ”.
Den tilgang forsøger hans hustru at udfordre.
”Jeg tror, at Jonas og hans kollegaer har en meget rationel tilgang til deres savn: De kan ikke ændre det, så hvorfor tale om det? Jeg tror, de fortæller hinanden lidt om deres familier, men jeg har ikke indtryk af, at de deler, hvad der går dem på. Jeg tror, det ville styrke deres arbejdsglæde og fællesskabet om bord, hvis de turde åbne mere op overfor hinanden ”.
“
Vi sidder alle sammen i samme båd og savner, men der er ingen, der snakker om det.
” Maskinchefen har fundet sin egen måde at håndtere det store savn.
”Det er for hårdt at tænke på savnet hele tiden. Det med at tælle dage, det skal man lade være med, så kommer der for stort fokus på savnet. Jeg overlever på, at jeg kan pakke savnet væk, så på den led passer det mig meget godt, at vi ikke taler om, at vi savner, når vi er på søen. Jeg savner det hele derhjemme, så når jeg sidder og blærer mig med, at Emilie har vundet en skøjtekonkurrence, så river det også i savnet”.
Det er ikke kun til søs, at det kan være svært at tale om savnet. Hanne Muff Kofoed føler tit, at hun skal retfærdiggøre den måde familien har valgt at leve på, og derfor heller ikke kan tale åbent om det store savn, som både hun og børnene bærer på.
”Indstillingen kan godt være, at når vi nu selv har valgt at leve sådan, så kan vi faktisk ikke rigtigt tillade os at savne. Jeg skal øve mig i at sige, at det er det valg, vi har truffet. Selvfølgelig skal børnene have lov at savne, de skal ikke spille hårde. De skal have lov til at komme af med det, og vi voksne omkring dem skal kunne rumme det”.
På trods af at savnet er en evig følgesvend, når familien er adskilt, at nærheden, kommunikationen og samhørighedsfølelsen kan være svær at opretholde, så er det alligevel det hele værd.
”Når Jonas er hjemme, så er han her virkelig. Det nyder vores børn godt af, det giver dem en stor tryghed, at han står klar med pølsehorn til dem og deres venner og har tid, masser af tid. Tid til at være sammen er for mange familier en mangelvare, men vi har det i næsten uanede mængder, de perioder, hvor Jonas er hjemme”.
For få måneder siden måtte Jonas Muff Kofoed hentes akut hjem fra en påmønstring, da hans svigermor døde efter kortere tids sygdom. Her oplevede familien stor støtte fra rederiet og en kollega, der tilbød at tage en uge af Jonas’ vagt, så han kunne komme hjem og være til begravelsen.
”Vi mødte stor omsorg fra rederiets HR- afdeling både til Jonas og os herhjemme. Der er en stor sårbarhed i at være familie på den her måde, når sådan noget sker”, siger Hanne Muff Kofoed.
Derfor kunne Hanne Muff Kofoed tænke sig, at rederierne sætter endnu mere fokus på familien som helhed.
”Vores familieliv bliver i den grad påvirket af Jonas’ arbejde. Så hvorfor ikke begynde at arbejde med at udruste os som familie til at leve på den måde? Hvad er det for en sømand, de får ud, hvis han ved, familien derhjemme har det svært, eller hvis han er ved at knække midt over af savn?”, spørger Hanne Muff Kofoed.
Det er vigtigt for ægteparret, at rederierne anerkender, at der er en familie bag den søfarende. Derfor satte de også stor pris på, at rederiet fx sendte en buket blomster til Hanne og en undskyldning, da en hjemkomst trak ud.
Familien deltager også, når rederiet en gang om året inviterer til julearrangement for de søfarende og deres familier.
”Jeg kunne ønske mig, at vores børn kendte andre børn, der lever på samme måde som os. Det vil give dem en følelse af, at de ikke er de eneste, der oplever et stort savn og at være i en familie som vores,” siger Hanne Muff Kofoed.
